Udtalelse fra Ankestyrelsen kan føre til ændringer i kommunernes kvalitetsstandarder 

af Anna H. Kaa

Ankestyrelsen har offentliggjort en tilsynsudtalelse om lovligheden af en kommunens kvalitetsstandard i forhold til madservice efter Servicelovens § 83. 

Udtalelsen vedrører Fredericia Kommunes kvalitetsstandard for personlig pleje og praktisk hjælp, og Ankestyrelsen tilkendegiver i udtalelsen, at kommunens praksis i forhold frit valg på madserviceområdet er ulovlig, idet kommunen ikke giver borgere på kommunens plejecentre mulighed for at fravælge enkelte måltider i en bevilget madserviceordning. (Ankestyrelsens udtalelse af 17. maj 2024. J.nr. 22-55411) 

I mange kommuner leveres madservice til borgere i eget hjem via 2 eller flere private leverandører og borger har mulighed for at vælge de måltider og evt. mellemmåltider, som borger ønsker, herunder med en delvis egenbetaling for borger. Ved en borgers indflytning på plejehjem, vil en del af den samlede pakke af ydelser på plejehjemmet være madservice, og her bliver borgeren en del af en kollektiv ”pakke”, særligt i forhold til ydelser som madservice. Det frie valg i forhold til specifikke retter og evt. mellemmåltider bliver således ikke altid tilbudt beboere på plejehjem. 

I forhold til madservice specifikt, har Ankestyrelsen nu slået fast, at borger har ret til at fravælge enkelte måltider, uanset om denne får leveret madservice i eget hjem eller er beboer på plejehjem, botilbud eller lign. 

Ankestyrelsen har, på baggrund af sagen i Fredericia Kommune, stillet en række spørgsmål til Social-, Bolig- og Ældreministeriet, gående på; 

      • om kommunen kan beslutte, at beboere på plejehjem, som har bevilget madservice, ikke har mulighed for at fravælge enkelte måltider

      • om kommunen har hjemmel til at skelne mellem plejehjemsbeboere og borger, der bor i eget hjem i forhold til denne mulighed for at fravælge og

      • om en beboer på et plejehjem, hvis der kan svares bekræftende på de første to spørgsmål, har ret til forholdsmæssig reduktion af egenbetalingen for madservice.

    Social-, Bolig- og Ældreministeriet har behandlet spørgsmålene i udtalelsen med afsæt i Serviceloven, lovforslag og forarbejder hertil, og har på den baggrund udledt følgende af diverse forarbejder mv. til Serviceloven: 

        • at madservice skal være præget af høj kvalitet og valgfrihed

        • at der skal være lydhørhed overfor modtagerens individuelle ønsker og behov

        • at kommunalbestyrelsen ikke må opkræve mere i betaling for tilbuddet om madservice, end ydelsens produktions- og leveringsomkostninger kan begrunde.

      Herudover forholder udtalelsen sig til kommunernes frihed til at fastsætte frister og rammer for borgers fra- og tilvalg af enkelte måltider, samt i hvilket omfang der skal ske en reduktion i egenbetalingen, hvor tilkendegivelsen er, ”(…..) at en forholdsmæssig reduktion af prisen vil ske som følge af, at en borger fravælger et måltid (i de tilfælde, det er muligt).” 

       

      Anbefaling

      Tolstrup & Hvilsted anbefaler på baggrund af ovenstående udtalelse fra Ankestyrelsen, at kommunerne genovervejer deres praksis i forhold til madservice til borgere, der bor på kommunens plejecentre, botilbud eller lignende. Dette begrundet i, at det er væsentligt at påpege, at Servicelovens § 83 omfatter alle borgere, der bevilges madservice af kommunen, hvorfor beboere i andre boformer (botilbud oma.), som er bevilget til madservice efter Servicelovens § 83, alle er omfattet af samme rettigheder i forhold til valgfrihed. 

      Som minimum bør kommunerne med afsæt i Ankestyrelsens udtalelse, genbesøge deres kvalitetsstandard for madservice med henblik på at sikre, at den er i overensstemmelse med borgers rettigheder for til- og fravalg af enkelte måltider. 

      I de kommuner, hvor der er indgået leverandøraftaler på madservice til borgere i eget hjem og/eller på driften af plejecentre og botilbud mm., er det relevant at genbesøge kontrakterne med henblik på at sikre, at kommunen overholder sine forpligtelser efter Serviceloven i forhold til at sikre borgernes rettigheder. 

      Picture of Anna H. Kaa

      Anna H. Kaa

      Om mig
      Anna har arbejdet med udbud siden 2011. Primært rammeaftaler med deltagelse af flere offentlige aktører, såvel indenfor selveje-sektoren som i tværkommunale sammenhænge. Anna har gennem mere end 10 års ansættelse i det offentlige en stor indsigt i særligt de kommunale kerneopgaver og arbejdsgangene i politisk styrede organisationer.
      Relaterede artikler

      Find inspiration i vores artikler om udbudsrådgivning, kontraktstyring og indkøbsoptimering.

      Telemedicin understøtter innovation og ressourcefrigørelse

      Genbrugshjælpemidler

      Fødevareindkøb og bæredygtighed hånd i hånd i EU-udbud

      EU-støtte til etablering af DIS til velfærdsteknologi og telemedicinske løsninger